Du skønne land

DU SKØNNE LAND (CD/BOG)

Fædrelandssindede sange og salmer nyfortolket af Den Danske Salmeduo
Tekster om Genforening og fællessang af Marianne Christiansen, Elsemarie Dam-Jensen og Katrine Nyland Sørensen

En kombineret cd- og bogudgivelse
Den 25. november 2019 udkom Du skønne land – Genforening og fællessang i nyt lys – en kombineret cd- og bogudgivelse. Cd’en indeholder 25 fædrelandssindede sange og salmer i instrumentale nyfortolkninger af Den Danske Salmeduo – Christian Vuust på saxofon og klarinet samt Hans Esbjerg på klaver. Bogen (en 72-siders hardback) har perspektiverende tekster om Genforeningen og den sønderjyske fællessangstradition af biskop Marianne Christiansen, museumsinspektør og historiker Elsemarie Dam-Jensen og kulturskribent Katrine Nyland Sørensen.

Inspireret af Genforeningsjubilæet
I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Store dele af den danske sangskat blev skabt under påvirkning af opgøret om hertugdømmerne og de efterfølgende genforeningsbestræbelser – sange der afspejler udviklingen af Danmark til den nationalstat, vi kender i dag. Dette er Du skønne land en musikalsk fejring af.

Cd’en
Den Danske Salmeduo – Christian Vuust på saxofon og klarinet og Hans Esbjerg på klaver – har indspillet 25 instrumentale nyfortolkninger, der viser melodiernes levedygtighed og tidløshed og dermed bærer sangene ind i vores samtid. Duoen nytænker musikken bag sangene og salmerne – i et frugtbart møde mellem den nordiske folketones enkelhed, den amerikanske jazztraditions legende improvisationer og den klassiske musiktraditions nænsomhed. Cd og bog udgør et samlet hele, og kan derfor kun købes samlet.

Bogen
For at sætte sangene ind i en større historisk sammenhæng og belyse deres betydning for Sønderjylland såvel som resten af Danmark, skriver museumsinspektør og historiker Elsemarie Dam-Jensen, biskop Marianne Christiansen og kulturskribent Katrine Nyland Sørensen om de enkelte sange, de særlige sangbøger og traditioner samt de historiske begivenheder, der formede dem. Desuden fortæller Den Danske Salmeduo om deres arrangementer og inspirationskilder. Bogen, som følger med musik-cd’en, er tænkt til at blive læst, mens man lytter til musikken. Det er en dansksproget 72-siders hardback i A5-format, elegant designet af grafiker Lisbeth Neigaard.

“Denne cd og bog ‘Du skønne land’ formidler sangene, digtene og melodierne, som rører hjertet. For det er sangens væsen, at den kan fortolke følelser og lade mennesker udtrykke dem og fornemme dem sammen. Og ikke kun følelser. Også mening, fortolkning af begivenheder og tanker om sprog og fællesskab, historie og hjemstavn, fred og håb for fremtiden.” – Fra Marianne Christiansens forord.

De medvirkende på cd’en
Musikken på cd’en er arrangeret og indspillet af Den Danske Salmeduo. Denne anmelderroste duo har 23 års samarbejde, seks pladeudgivelser og ca. 500 koncerter med sig i bagagen. “Kammerspil af fineste karat”, skrev Information. Duoen består af:

Christian Vuust: Saxofonist, klarinettist og komponist. Docent ved Det Jyske Musikkonservatorium. Vinder af Gaffelprisen i 2017. DMA-nomineret i 2014 for sit album Urban Hymn. Medvirker på over 90 pladeudgivelser. Har studeret på Berklee College of Music i Boston, USA.

Hans Esbjerg: Pianist, uddannet fra konservatorierne i Esbjerg og Aarhus. Organist ved Christianskirken i Fredericia. Har bl.a. undervist ved Det Jyske Musikkonservatorium og på Musikinstituttet ved Aarhus Universitet.

Bidragyderne til bogen
Elsemarie Dam-Jensen: Museumsinspektør ved Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Tønder, med varetagelse af bl.a. området Sønderjyllands musikhistorie. Cand.mag. i musikvidenskab og historie.

Marianne Christiansen: Biskop over Haderslev Stift og for Dansk Kirke i Sydslesvig. Cand. phil. i musikvidenskab og cand. theol., fra Aarhus Universitet.

Katrine Nyland Sørensen: Indehaver af Nyland Kommunikation, som har specialiseret sig i at producere radioprogrammer og podcasts om kultur- og musikhistorie. Uddannet cand.scient.pol.

Udgivelse, salg og distribution
Du skønne land (CD+bog 72 s. indb.) udgives på Aero Music (AERO 012; ISBN 978-87-998445-2-4).
Websalg: www.gatewaymusicshop.dk og www.eksistensen.dk.
Download: Musikken og bogen kan købes via download i iTunes Store (som lydfiler med pdf-bog).
Streaming: Musikken er tilgængelig på alle streamingplatforme.
Distribution: Gateway Music og Forlaget Eksistensen. Vejl. udsalgspris kr. 175 inkl. moms.

Fondsstøtte
Du skønne land er realiseret med støtte fra Stibo-Fonden, Aarsleffs Fond, Haderslev Stiftsråd, Jorcks Fond, Kong Christian den Tiendes Fond, Det Sønderjyske Salmelegat, Dansk Skuespillerforbund og N.F.S. Grundtvigs Fond.