Christian Vuust (DK)
& Pablo Held (D)
Koncertturné 23.-26. marts 2017
“European Storytelling”
Kærligheden til den gode sang
I marts 2017 bliver der en unik chance for at opleve en duo med fremtrædende eksponenter for henholdsvis nordisk og centraleuropæisk jazz: Den danske tenorsaxofonist Christian Vuust og den tyske pianist Pablo Held.
Vuust har valgt at sætte lys på den stærke europæiske jazztradition ved at invitere det tyske kæmpetalent Pablo Held med på turné. Han har sin unge alder til trods gjort sig internationalt bemærket i samarbejder med verdensnavne som John Scofield, Chris Potter m.fl.
Christian Vuust & Pablo Held tager på Danmarksturné 23.-26. marts 2017. Det kreative brændstof er kærligheden til den gode sang. Hver sang rummer en historie, som duoen vil formidle ved hjælp af toner og klange. Repertoiret bliver frem for alt danske og europæiske sange. Danske jazzmusikere vender ofte blikket mod USA for at søge inspiration. Men landene i Europa har blandet musikalsk blod i mange hundrede år – det vil Vuust & Held sætte nyt musikalsk lys på. Duoen spiller også amerikanske evergreens – bl.a. numre fra Vuusts anmelderroste ‘Storytelling’-album.
Turnéplan
23/3 kl. 19.30 i Hellebæk Kirkes sognehus
24/3 kl. 20.30 på Kulturstationen Vanløse
25/3 kl. 20.00 i Plantagehuset, Thisted (arr. Jazz i Thy)
26/3 kl. 14.00 i Musikhuset Aarhus, Caféscenen
Christian Vuust (f. 1964). Tenorsaxofonist fra Aarhus. Docent ved Det Jyske Musikkonservatorium. Har i mange år været aktiv som musiker og komponist på den skandinaviske – og i de senere år også den japanske – jazzscene. Modtog i 2017 Gaffelprisen, Danmarks ældste eksisterende jazzpris. Udgav i 2015 det anmelderroste duoalbum ‘Storytelling’ sammen med pianisten Aaron Parks (US). Blev i 2014 DMA-nomineret for sit album Urban Hymn, som blev flot modtaget i bl.a. USA, Tyskland og Japan: “Et ægte kunstværk af sofistikeret skønhed” (allaboutjazz.com).”Jazzkunst på højt niveau”, har Berlingske skrevet om Vuust.
Pablo Held (f. 1986). Pianist fra Köln. En ny klaverkomet på den europæiske jazzscene. Spiller bl.a. også med John Scofield, David Liebman og Chris Potter. Det førende amerikanske jazzmagasin DownBeat kårede Held og Scofields nye album til et af årets bedste i 2015. Pablo Held har turneret verden rundt og modtaget et væld af priser. Se også www.pabloheld.com.
Turnéen er støttet af JazzDanmark.